
Co-teaching kan være en gamechanger for både lærere, elever og vejledere – når metoden implementeres rigtigt. I min bog “Co-teaching og vejledning: En praksisnær guide til vejledere og skoleledelse” deler jeg konkrete praksisgreb og strategier, der kan hjælpe jer med at komme godt i gang med co-teaching og sikre, at metoden bliver en naturlig del af skolens vejlederkultur.
Tag udgangspunkt i praksis
Som vejleder tager jeg altid udgangspunkt i lærerens årsplan og aktuelle emner, frem for at komme med et fast handleberedskab. Co-teaching handler om at møde læreren der, hvor vedkommende er, og skabe et samarbejde, der bygger på deres praksis. Skepsis over for metoden skyldes ofte tidligere dårlige erfaringer eller manglende kendskab til metoden, men ved at fokusere på fælles refleksion og elevernes behov kan vi sammen udvikle undervisningen. I min bog finder du konkrete eksempler på, hvordan dette samarbejde kan struktureres og lykkes i praksis.
Afliv myter om co-teaching
En vigtig pointe i arbejdet med co-teaching som vejledningstilgang er at italesætte, at metoden ikke handler om at vurdere lærernes kompetencer. Jeg oplever stadig, at der er en udbredt forestilling om, at co-teaching kun introduceres som vejledningstilgang, fordi en lærer har brug for støtte, men dette er langt fra tilfældet. Co-teaching er en unik mulighed for at se eleverne fra nye perspektiver, opdage dynamikker i klasserummet og udvikle undervisningen sammen i en gensidig proces, hvor både lærer og vejleder lærer af og med hinanden.
En fælles indsats
Min erfaring er, at co-teaching som vejledningstilgang skaber et fælles afsæt for at udforske og udvikle undervisningen med elevernes behov som det centrale omdrejningspunkt. Det betyder også, at du som vejleder får en helt anden indsigt i eleverne, end hvis du blot observerer undervisningen udefra. Denne indsigt gør det muligt at sparre med faglærerne på en langt mere målrettet og konkret måde, så det faglige samarbejde løfter sig til et nyt niveau.
Praksisnære redskaber til co-teaching
I min bog, der udkommer i starten af december, deler jeg konkrete praksisgreb, erfaringer og refleksioner, der gør det nemmere at implementere co-teaching i jeres vejledningspraksis. Bogen giver jer de nødvendige redskaber til at skabe værdi for både vejledere og skoleledelse gennem hele processen. Co-teaching er ikke bare en metode – det er en tilgang, der styrker samarbejde, skaber nye perspektiver og løfter undervisningen til et nyt niveau. Hvis I vil skabe stærkere relationer mellem lærere, vejledere og elever, er denne bog et must-read!