Hvorfor er stationsundervisning i samme lokale så ofte forbundet med frustration og tvivl?
Jeg møder utroligt mange lærere og vejledere, der er bekymrede for, om det kan fungere uden at skabe forstyrrelser og kaos i klasseværelset. Ambivalensen er tydelig: På den ene side ser de potentialet i metoden, men på den anden side er de usikre på, om det kan lade sig gøre med deres elever og de ressourcer, de har til rådighed.
Men hvorfor er lærerne så ofte pressede over denne form for undervisning?
En del af det handler muligvis om kontrol – eller frygten for at miste den. Larm og forstyrrelser nævnes ofte som potentielle problemer, især i små lokaler, hvor det kan være svært, men ikke umuligt at skabe fysiske rammer, der understøtter flere aktiviteter på én gang. Mange er vant til et klassisk set-up, hvor eleverne sidder stille og arbejder individuelt, så når eleverne skal bevæge sig mellem stationer og deltage i forskellige aktiviteter, opstår der bekymring for, om det hele vil flyde sammen til kaos.
Gang på gang sker der dog noget bemærkelsesværdigt. Når undervisningen er veltilrettelagt, og samarbejdet fungerer, overgår resultatet ofte alle forventninger. Eleverne arbejder koncentreret, der opstår ro i læringsprocessen, og den frygtede uro udebliver.
Formøde og rolleafklaring er nøglen til succes
Jeg får ofte feedback på, at det er forberedelsen der er nøglen til succes. Formødet sikrer et klart samarbejde med tydelig rollefordeling. Hvem gør hvad, hvornår og hvordan? Placeringen af eleverne, tiden til stationerne og muligheden for at følge med i hinandens stationer bliver nøje afstemt. Disse detaljer skaber den ro og struktur, der gør, at både lærere og elever kan arbejde fokuseret.
For mange lærere kan det også være en stor omstilling at gå fra at være alene i undervisningen til pludselig at skulle undervise i tæt samarbejde med en kollega/vejleder. Det kræver, at man giver plads til en medunderviser og tør dele ansvaret – og når det lykkes, opstår der en dynamik, hvor både lærere og elever vokser.
Ledelsen spiller en vigtig rolle
Ledelsen skal være med til at sikre den fornødne tid til fælles forberedelse, gennemførsel og evaluering. Co-teaching kræver tid. Det kræver, at lærerne har mulighed for at planlægge sammen, drøfte deres erfaringer og evaluere lektionerne i fællesskab. Når den tid er prioriteret, bliver co-teaching ikke bare en metode, men en praksis, der skaber reel forandring i undervisningen.
I min kommende bog: “Vejledning og co-teaching- en praksisnær guide til vejledere og skoleledelse” stiller jeg bl.a. skarpt på nogle af de greb, der kan hjælpe med at strukturere, gennemføre og evaluere co-teaching som en effektiv vejledningstilgang. Forhåbentlig kan det bidrage til at skabe endnu flere succesoplevelser i undervisningen!
Hvad er jeres personlige erfaringer med brug af co-teaching – herunder stationsundervisning? Hvad gør, at det nogle gange lykkes – og andre gange ikke? Kan vi lære noget af de processer, der starter med tvivl, men ender som succes?