Jeg blev nødt til at sætte mig til tasterne, efter at have læst EVA’s evaluering af pilotprojektet om co-teaching i matematikundervisningen (2024). Jeg læste rapporten som forberedelse til undervisning af lærerstuderende på KP i morgen – og sidder tilbage med en blanding af frustration og genkendelse. Igen ser vi, at potentialet i samarbejdet ikke forløses, fordi grundlæggende forudsætninger overses.
Co-teaching er ikke et quickfix
Det kræver tid, tillid, fælles sprog og solidt forarbejde, før vi overhovedet kan begynde at måle effekter på elevernes læring.
Evalueringsrapporten peger på flere velkendte udfordringer:
Matematiklæreren og specialpædagogen/ressourcepersonen er ikke blevet klædt godt nok på til samarbejdet.
Kun den ene part har været på kursus – allerede her skabes en skævhed i samarbejdet.
Specialpædagogiske ressourcer bruges stadig til at tage elever ud af klassen fremfor at støtte fællesskabet inde i klasserummet.
Der mangler formøder, samarbejdskontrakter og et systematisk arbejde med tydelig forventningsafstemning samt synliggørelse af ansvar, roller og faglige kompetencer.
Elevcitaterne i rapporten bekræfter billedet
Eleverne fortæller, at de blev forvirrede, når de voksne præsenterede stoffet forskelligt. Jeg tolker det som et udtryk for, at specialpædagogen ikke har fået mulighed for at bringe sine faglige kompetencer i spil i matematikundervisningen. Der tales direkte ind i, at co-teacheren ikke blev set som en reel medunderviser i parallelundervisningen, fordi vedkommende ikke var uddannet matematiklærer. For mig peger det tydeligt på, at der ikke har været sat tilstrækkelig tid af til det nødvendige forarbejde. Der har ikke været fokus på at få afstemt kompetencer, styrker og forventninger – og at få opbygget en relation og et fagligt fællesskab mellem faglæreren og co-teacheren.
De organiseringsformer, der har domineret pilotprojektet, har været én underviser, en assisterer/observerer eller stationsundervisning, hvor specialpædagogen har arbejdet med særlige elevgrupper/enkelte elever – ikke reelt samskabelse i undervisningen.
Det fortæller mig, at:
Deres viden om brugen af de forskellige organiseringsformer ikke har været grundig nok.
Der mangler et fælles udgangspunkt for, hvordan aktørerne bruger hinandens styrker. Der er fortsat én (matematiklæreren der tager ejerskab for undervisningen).
Co-teaching fortsat ses som en metode for “elever med særlige behov” – ikke som en tilgang, der skal løfte alle elevers læring.
Mine egne erfaringer som DSA-vejleder
Alt for ofte blev jeg som DSA-vejleder sat til at “fikse” de tosprogede elever, der ikke passede ind i almenundervisningen – i stedet for at arbejde for en bredere inklusion og skabe fælles læringsfællesskaber. Denne erfaring førte til, at jeg blev dybt engageret i co-teaching som metode, hvilket har resulteret i min bog Co-teaching og vejledning.
I bogen fremhæver jeg blandt andet:
Betydningen og vigtigheden af gensidig tillid, ansvars- og rolleafklaring.
Behovet for systematisk fælles forberedelse, planlægning og løbende evaluering/justering.
Vigtigheden af, at ledelsen tager aktivt ejerskab – både i opstart, drift og evaluering.
I kapitel 11 giver jeg konkrete eksempler og casebeskrivelser, der tydeligt illustrerer, hvordan manglende tillid kan spænde ben for samarbejdet, og hvad der sker, når forventningsafstemningen mellem de involverede parter ikke er på plads. Jeg viser også, hvordan elevernes stemmer kan gøre en reel forskel i undervisningen, og understreger, hvor stor betydning ledelsens prioritering har for en succesfuld implementering af co-teaching.
Jeg håber også, at lærerne fra pilotprojektet vil læse kapitel 10 i min bog, hvor jeg giver lavpraktiske eksempler på, hvordan man kan gribe undervisningen an ved brug af forskellige organiseringsformer – et område, de har efterspurgt mere viden om i denne rapport.
Afslutningsvis
Det glæder mig trods alt, at rapporten viser, at der flere steder er prioriteret tid til fælles forberedelse og evaluering. Men vi er langt fra i mål. Hvis co-teaching skal lykkes, kræver det reel uddannelse og onboardning af begge aktører – og en stærkere forståelse af, at specialpædagogisk viden skal bringes aktivt ind i klassen – i samarbejde med faglæreren.
Elevstemmerne i evalueringen viser klart, hvad der kan opnås: “Mere ro, færre forstyrrelser, og brug af flere aktiviteter”. Det kan lade sig gøre, men kun hvis vi tager implementeringen alvorligt og prioriterer både uddannelse, tid og tillid.
Jeg har lavet en implementeringsguide, som kan hjælpe med at skabe den nødvendige struktur og støtte for alle aktører i co-teaching. Den giver konkrete retningslinjer og handlingspunkter for, hvordan vi kan få det til at lykkes i praksis. Den kan du hente her på min hjemmeside sprogifokus.nu.
Derudover kan du læse mere om ‘hvordan i praksis’ i bogen: Co-teaching og vejledning – en praksisnær guide til vejledere og ledelse, eller kontakte mig, hvis du vil høre mere om, hvordan en praksisnær opstart kan se ud.
Jeg ser frem til debatten med de lærerstuderende i morgen, hvor jeg vil udfolde, hvordan de som kommende dsa-lærere/vejledere kan få co-teaching til at lykkes i virkeligheden.