Co-teaching er blevet det nye ”buzzword”, og mange er begyndt at udforske og implementere Co-teaching på egen skole. Co-teaching vinder blandt andet indpas ,fordi det er en af de metoder, forskningen peger på, der bidrager bedst til at håndtere de udfordringer, en differentieret elevgruppe med både sociale og faglige udfordringer giver. Desuden har Co-teaching en positiv effekt over for alle elever, når to forskellige professionelle sammen underviser i en klasse. Det er altså en samarbejdsform, hvor lærer og Co-teachers didaktiske og pædagogiske kompetencer bringes i tæt samspil, og hvor de professionelle deler ansvaret for elevernes læring og trivsel.
Jeg er flere gange stødt på undervisere og ledere, der er af den opfattelse, at der praktiseres Co-teaching, fordi de er to lærere i undervisningen, og fordi det er det de kalder det på skolen. For eksempel er der mange skoler, der har prioriteret tolærerordninger, hvilket for nogen automatisk forbindes med Co-teaching, idet underviserne deler eleverne på hold eller arbejder med værksteder, hvorfor det antages at det er Co-teaching der praktiseres. Et andet eksempel er ved brug af ressourcepersoner og/eller (dsa)vejledere der deltager i undervisningen. De deltager med fokus på enkelte elever, så læreren kan fokusere på at undervise de andre elever i klassen, hvilket heller ikke er Co-teaching, da inklusionsopgaven ikke medtænkes, og den samme elevgruppe gentagne gange ekskluderes, fremfor at blive inkluderet i fællesskabet. Endeligt er der mange, der ønsker at sætte pædagogerne mere i spil ved hjælp af Co-teaching, men glemmer at der rent lovgivningsmæssigt kan være nogle barrierer, der kan medføre at Co-teaching kan blive svært at gennemføre i praksis – det kalder på ledelsesmæssige prioriteringer.
Co-teaching er en fantastisk evidensbaseret metode, der helt sikkert er kommet for at blive, og den kan bestemt varieres/justeres, alt afhængig af hvem der sættes til at løse opgaven. Jeg oplever dog at det ”man kalder Co-teaching”, mange gange IKKE er Co-teaching, men tager form af andre metoder, hvorfor der er mange der reelt ikke ved, hvad denne metode kan eller ikke kan bidrage med – og det er synd.
En vigtig pointe her, er at man som lærer tilegner sig et indgående kendskab til de metoder, man vælger at anvende i praksis, således at metoderne anvendes med det rette formål. Det er ikke sikkert at Co-teaching er den rigtige metode for jer – men for at kunne afgøre dette, vil jeg anbefale at I afprøver den i korrekt form, så I kan mærke og se, hvad Co-teaching kan i praksis. Derefter kan I reflektere over, hvorvidt det er en metode, der skal vælges til eller fra på jeres skole. Med afsæt i ovenstående vil jeg kort ridse op, hvad Co-teaching ikke er.
Co-teaching er IKKE:
- Samarbejde som alene består af råd, sparring og vejledning mellem professionelle.
- Samarbejde hvor den ene part har en passiv ”ikke afklaret rolle” i undervisningen, når man er sammen med eleverne.
- Samarbejde uden et afklaret fælles mål om gennemførsel af undervisning for eleverne.
- To ’almindelige’ lærere der underviser sammen – her bør være to fagkompetencer i spil.
- Hvis klassen deles i to faste hold uden rotation (A&B) eller hvis der undervises i to forskellige lokaler.
- En undervisning, hvor eleverne sættes i samme stationer/grupper med andre svage elever, så Co-teacheren kan komme og ”fikse” dem.
- En undervisning uden en efterfølgende didaktisk refleksion.
I Co-teaching praktiseres “share, care, dare” forstået på den måde, at alle parter bør være indstillet på i samarbejdet at dele ud, ændre ved og blive klogere på egen praksis for sammen at kunne løfte elevernes læring og skabe lige deltagelsesmuligheder for alle. Når vi bedriver Co-teaching, lægger vi hjernen og hjertet i blød, og yder en FÆLLES indsats for at forbedre og forandre undervisningen – gøre nyt. For at kunne italesætte hvad der er svært, bliver vi derfor nødt til at være modige, tage imod input fra andre, være mindre privatpraktiserende og villige til at samarbejde om inklusionsopgaven. I Co-teaching er ingen bedre end den anden, parterne er ligeværdige og har hver deres faglige kompetencer med ind i undervisningen. Det er altså ikke blot en organiseringsform, men en pædagogisk kompetenceudviklingsmetode, hvor de Co-teachende indgår et lærende samarbejde og samspil, hvor elevernes læring styrkes.
Der er masser af inspiration at hente i forbindelse med implementering af Co-teaching, og metoden er fremragende, hvis de der skal gennemføre Co-teaching er parate til at gøre nyt, samt kigge på egen og andres praksis – først i det øjeblik sker den professionelle udvikling i egen praksis.