Ét år er gået siden Corona sendte Danmarks befolkning hjem for at arbejde på distancen. På kort tid blev vi tvunget til at jonglere arbejde og hverdagsliv på én og samme tid, og det har været et år, der har krævet omstillingsparathed for mange. Men hvad der startede med at være svært, blev efterhånden nemmere i takt med at vi alle fik lært at navigere på ”Skype for Business”, ”Zoom”, og ”Teams”. Facebookgrupper, med mulighed for videndeling og faglig inspiration, blomstrede op, flere læringsportaler åbnede for gratis adgang, og mange af os eksperimenterede med at finde nøglen til ”den gode virtuelle undervisning”. Som lærere er vi blevet udfordret på at skulle gøre noget anderledes, hvilket har ført til nytænkning og flere didaktiske overvejelser, samt drøftelser af undervisning og ”hvad der virker”. Nu kan vi snart kan se en ende på det hele, men hvad har vi lært af fjernundervisningen? Og hvilke erfaringer og viden om ”den gode virtuelle undervisning” kan være vigtig og relevant at tage med ind i det fysiske rum?

Jeg fremhæver her fem bud på det jeg, via undervisning, Co-teaching og vejledning, har observeret virker godt virtuelt, og som i særdeleshed er kommet de tosprogede elever til gavn i undervisningen. Som med alle andetsprogspædagogiske metoder er der evidens for, at det der virker for tosprogede elever, som oftest virker godt for alle elever.

Fokus på videndeling af didaktik og ”Best Practice”

Jeg har i denne tid oplevet et øget behov for videndeling, samt sparring inden for ”Best Practice”, og sjældent har der været afsat tid til så mange didaktiske snakke, blandt kollegaerne, som nu. Som sproglig vejleder på Ole Rømer-skolen oplever jeg, at behovet for input til at inddrage elevernes kommunikative kompetencer (tale, læse, lytte og skrive) er eksploderet, fordi du, som lærer, ikke kan snakke i alt for lang tid når du fjernunderviser. Du har brug for værktøjer til at skabe en varierende undervisning, samt til at engagere dine elever hjemme bag skærmen, hvilket kalder på noget andet end det du normalt ville gøre i det fysiske rum. For at kunne gøre noget andet, kræver det viden om nye metoder, afprøvninger af disse og sidenhen justeringer/forbedringer. Jeg håber, at behovet for videndeling af didaktik og ”Best Practice” fortsætter, så vi kan drøfte, hvordan vi undgår at vende tilbage til ”det vi plejer”, men reelt får taget ved lære af det der har virket.

Systematisk eksplicit instruktion

En af de metoder forskningen peger på, som særligt virkningsfulde i arbejdet med tosprogede elever, er systematisk eksplicit instruktion. Når du fjernunderviser, kræver det i langt højere grad at hele læringsforløbet er gennemtænkt, og organiseret i en logisk rækkefølge, da du ellers mister dine elevers interesse og hermed deltagelsesmuligheder. Du bliver, som lærer, nødt til at være endnu mere tydelig, systematisk og eksplicit i din instruktion. Forskellen på det eksplicitte ser jeg især i måden, hvorpå læreren giver eleverne instruktionen til opgaven. Virtuelt skal det synliggøres endnu mere, hvordan eleverne skal arbejde, og hvad der forventes af dem, når de sendes ud i grupper. Det betyder, at mange forinden har klargjort en visuel dagsorden, samt tilegnet sig en mere disciplineret klasseledelsesstruktur, der i langt højere grad sikre at alle elever ved, hvad de skal lære, og hvordan de skal lære det. Mange lærere er altså blevet trænet i at blive mere eksplicitte i deres instruktion, samt at forklare, eksemplificere og i højere grad have stilladserende redskaber klar til gruppearbejdet.  

Kollaborativ læring

I takt med at funktionen ”private rum” fandt vej til Microsoft Teams, blev det nemmere for lærerne at tildele eleverne et rum til gruppearbejde. Nok er eleverne sendt væk i grupper, men som lærer kan man nemt gå på besøg i de forskellige grupper, skifte mellem bemandede og ubemandede grupper, samt kalde alle tilbage til det store rum på samme tid. Alt sammen noget der er tidsbesparende, og gør gruppearbejdet nemmere at styre virtuelt end i det fysiske rum. Dette medfører også flere konstellationer af gruppearbejde undervejs i modulet. De lærere jeg har samarbejdet med, har haft mere mod på at afprøve andre gruppekonstellationer end vanligvis, og har også forsøgt sig med opsamlingsgrupper (hvis der har været sygdom), sproggrupper (såfremt nogle elever har gavn af at benytte deres modersmål), samt ubemandede grupper. Da det pludselig er blevet nemmere at styre grupperne, samt skabe variation i undervisningen, medfører det at man, som lærer, gør mere af det. Eleverne bliver således oftere sat i par eller mindre grupper, hvor de får mulighed for at være aktive og komme til orde, hvilket er et afgørende middel til at få udvidet, styrket og stabiliseret elevernes begrebs- og ordforråd.

Øget blik for elevernes individuelle behov

Der er blevet eksperimenteret mere med organiseringen af praksis på grund af nødbekendtgørelser, og løbende kombinationer af hjemsendelse og tilstedeværelse. Nogle skoler har i videst muligt omfang bibeholdt klassens skema, så undervisningen har dækket fagrækken så godt som muligt hver uge. Andre har afprøvet en organisering med færre lærere om hver årgang pr. uge. Alt sammen noget der har krævet nøje planlægning, grundige overvejelser og hyppigere evalueringer, for at sikre at skolens elever, herunder særligt de udsatte elever, er blevet understøttet bedst. Lærerne har haft en forpligtelse til daglig kontakt med forældre til særligt udsatte elever, hvilket har medført et øget blik for elevernes behov – og styrket forældresamarbejdet.      

Growth Mindset

Vi kæmper alle fortsat med at holde gejsten oppe virtuelt, og for mange er det ved at være alt rigeligt. Men det er naturligvis ikke noget vi signalerer eller skilter med over for eleverne. Tværtimod har de fleste lærere og ledelser, jeg har samarbejdet med, valgt et Growth Mindset, ud fra tesen; ”vi tror på det og skal finde fælles løsninger”, hvilket har medført at flere er kommet nemmere igennem perioden. Der hvor jeg oplever Growth Mindset blandt mine kollegaer, er ved at de trods forhindringer ikke giver op, de bliver ved, omfavner udfordringerne og forsøger hele tiden at opsøge ny viden, give feedback, og lære af andres succes. Når man, som lærer, vælger at bruge bestemte strategier til selv at have et Growth Mindset, formidles dette mindset automatisk til eleverne, hvorfor der opstår en fælles tro på, at vi kan lykkes med, og blive dygtige til, det vi gør. Denne erfaring er i min optik guld værd at tage med tilbage i det fysiske rum, da vi, er mange der, har erfaret at kompetencer er noget, der skal læres, og at det kræver mere ros for indsats, træning og vedholdenhed end for resultater.

Afslutningsvis er min anke, at vi sammen taler om det, der har virket i fjernundervisningen, fremfor det der ikke har, så vi kan tage ved lære af året med Corona. Det være sig lige fra drøftelse af Mindset, didaktiske refleksioner og videndeling til nye organiseringsmuligheder, der alt sammen har vist sig at komme eleverne til gavn i undervisningen.